National Klinisk Retningslinje for undersøgelse og behandling af stramt tungebånd

AA

Komiteen for Sundhedsoplysning har taget initiativ til nedsættelse af en tværfaglig national arbejdsgruppe, der skal udarbejde en national klinisk retningslinje for undersøgelse og behandling af ankyloglossi (stramt tungebånd) hos ammede spædbørn. Arbejdsgruppen består af repræsentanter for de faggrupper, der undersøger og behandler spædbørn med stramt tungebånd og vejleder deres forældre i amning. Det drejer sig om repræsentanter for Danske Øre-Næse-Halslægers Organisation, Videnskabeligt Selskab for Othorhinolaryngologi, Hoved- og Halskirurgi, Dansk Pædiatrisk Selskab, Jordemoderforeningen, Fagligt Selskab for Gynækologiske og Obstetriske Sygeplejersker, Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, Foreningen for Certificerede Ammekonsulenter i Danmark, Dansk Kiropraktor Forening og Komiteen for Sundhedsoplysning. Arbejdsgruppen samarbejder desuden med forældregrupperne: Dansk støttegruppe for kort tungebånd, Forældre og Fødsel samt Ammenet. Formålet med retningslinjen er at sikre ensartet behandling og udbredelse af viden til både de sundhedsprofessionelle og forældrene om, hvornår det er relevant at behandle et stramt tungebånd hos spædbørn, således at både over- og underbehandling undgås. Den kliniske retningslinje har arbejdet med følgende fokuserede spørgsmål:

  • Bør man anvende en systematisk vurderingsmetode til at vurdere tungebåndets udseende og tungens mobilitet hos de børn, der har ammeproblemer, og hvor der er mistanke om ankyloglossi?
  • Bør man tilbyde manuel behandling af de biomekaniske forhold i kombination med ammevejledning fremfor ammevejledning alene til spædbørn med ankyloglossi og samtidige ammeproblemer?
  • Bør man tilbyde frenotomifremfor ammevejledning alene til spædbørn med ankyloglossi (type 1-4 Coryllos) og samtidige ammeproblemer?
  • Bør spædbørn have smertelindrende behandling i form af lokal anæstesi, sukkervand eller amning i forbindelse med frenotomi(type 1-4 Coryllos)?
  • Bør spædbørn, der har fået foretaget frenotomitilbydes postoperativ behandling (efterbehandling)?

Arbejdet med retningslinjen er støttet med midler fra Finanslov 2017.

Retningslinjen er 29. januar 2020 sendt i høring hos de ovenfor nævnte organisationer, faglige selskaber og organisationer, foruden hos Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Dansk Selskab for Almen Medicin, Ansatte Tandlægers Organisation, Det ergoterapeutfaglige selskab, Foreningen af Danske Osteopater, Foreningen af Kranio-Sakral Terapeuter og Foreningen for ledere af sundhedsordninger for børn og unge i Danmark.

Andre interesserede kan bidrage med kommentarer til retningslinjen. Høringssvar sendes til mbr@sundkom.dk eller in@sundkom.dk senest den 1. marts 2020.

 

Se høringsversion med tilhørende bilag link. Nogle af diagrammerne er lidt uskarpe i høringsversionen, de er derfor vedhæftet separat i en skarpere version

Den færdige retningslinje forventes at blive udgivet i juli 2020. For yderligere information om arbejdet med den kliniske retningslinje kontakt Marianne Busck-Rasmussen på mbr@sundkom.dk eller på telefon 2496 0880