Nyhedsbrev august 2025
I dette nyhedsbrev
-
De første Dansk Certificerede Ammekonsulenter er sprunget ud
-
Materialer på engelsk tilgængelige i webshoppen
-
Nye ammefrekvenser fra Børnedatabasen for børn født i 2023
-
Konference: I foreningen DACLC – for alle interesserede
-
Nyt dansk studie om sammenhængen mellem længerevarende hud mod hud efter fødslen, tryghed i forældrerollen og symptomer på depression.
De første 104 Dansk Certificerede Ammekonsulenter er sprunget ud hen over sommeren
Stort tillykke til de første 104 Dansk Certificerede Ammekonsulenter. I alt har 68 sundhedsfaglige opnået certificering gennem eksamen, mens 36 er blevet recertificeret via et pointbaseret system. Certificeringen forudsætter, at man har gennemført Ammekonsulentuddannelsen, har en sundhedsfaglig uddannelse og kan dokumentere 530 timers praktisk ammevejledning inden for de seneste 3 år.
Materialer på engelsk tilgængelige i webshoppen
Fra uge 36 er det muligt at bestille “Tjek Baby”-skemaet i en engelsk version. Det er også muligt at hente en version til at printe selv, med et felt til lokale kontaktoplysninger.
Postkort med de 4 hovedbudskaber om amning kan også bestilles på engelsk, mens plakaten med de 4 hovedbudskaber om amning kan hentes til at printe selv.
Alle materialer finder du på vores webshop.
Nye ammefrekvenser fra Børnedatabasen for børn født i 2023
Der er en stigning i hele landet på fuld amning i 6 måneder. Fra 2020 til 2023 er frekvensen af børn, der bliver fuldt ammet i 6 måneder, steget fra 13,6 % til 16 %. Monitoreringen af ammefrekvenserne ved 2 uger, 9 uger og 4 måneder er nogenlunde den samme som de foregående tre år.
Der er stadig stor ulighed i amning med de laveste ammefrekvenser i Region Nordjylland og de højeste i Region Hovedstaden. Ved 4 måneder er der 13 % forskel på de to Regioner. Der er således 50,1 % af børnene i Nordjylland, der bliver ammet fuldt i fire måneder og 63,3 % i Hovedstaden. I de tre øvrige regioner er frekvenserne 62,3 % i Midtjylland, 58,6 % i Syddanmark og 56,3 % i Sjælland.
Se alle resultater fra regioner og kommuner.
Konference: I foreningen DACLC – for alle interesserede
Konferencen omhandler nyfødtes primitive reflekser samt medicin i fødselsforløbet, og hvorledes begge dele kan påvirke ammeforløbet. Konferencen finder sted i Odense den 1. oktober 2025.
Se program og tilmeldingslink.
Nyt dansk studie om sammenhængen mellem længerevarende hud mod hud efter fødslen, tryghed i forældrerollen og symptomer på depression
Hanne Kronborg har i et kohortestudie undersøgt, hvordan hud-mod-hud-kontakt i de første 3 døgn af barnets liv påvirker forældres tryghed og symptomer på depression 3 og 9 måneder efter fødslen. I alt 2566 mødre og 2202 fædre accepterede at deltage. Af disse indgik 61% af mødrene og 42% af fædrene i 3 måneders follow-up og henholdsvis 42% og 34% i 9 måneders follow-up.
Studiet viste, at mødre tilbragte i gennemsnit 18 timer og fædre 10 timer hud-mod-hud med deres barn i de første 3 døgn efter fødslen. Hos både mor og far var der en signifikant sammenhæng mellem forlænget hud-mod-hud og øget tryghed i forældrerollen, således at trygheden øgedes for hver ekstra time de praktiserede hud-mod-hud-kontakt i de første 3 dage efter fødslen. Mor havde en højere grad af tryghed i forældrerollen end far ved både baseline, 3 og 9 måneders follow-up. Der var kun signifikant sammenhæng mellem hud-mod-hud-kontakt og færre depressive symptomer hos mor, og mor havde signifikant flere depressive symptomer end far.
Du kan læse flere detaljer i artiklen:
Kronborg. Positive impact of prolonged skin-to-skin contact on parental confidence and symptoms of depression among mothers and fathers of healthy newborns. Scandinavian Journal of Public Health 2025. DOI: 10.1177/14034948251342282