5 Nyhedsbrev 5 Nyhedsbrev – Februar 2025

Nyhedsbrev – Februar 2025

I dette nyhedsbrev

  • Ny hjemmeside om amning lanceres 6. marts
  • Sundhedsstyrelsen – webinar om amning
  • Nordisk Ammekonference 2025
  • Ny dansk forskningsartikel om betydningen af graviditetsbesøg

 

Ny hjemmeside om amning lanceres 6. marts

Den 6. marts 2025 lanceres Den Første Tid, en ny hjemmeside for kommende og nybagte forældre. På www.denførstetid.dk vil I finde evidensbaseret og praktisk viden om amning gennem korte tekster, værktøjer, podcasts og videoer. Sundhedsprofessionelle kan også bruge hjemmesiden i deres vejledning.

I første omgang fokuserer Den Første Tid på forberedelse, ammeetablering og almindelige ammeudfordringer. Indholdet udvides snart til også i højere grad at dække vedligeholdelse af amning, overgang til familiens mad samt søvn og gråd i relation til amning. Hjemmesiden vil på sigt også rumme korte informationsfilm om delvis amning og flaske. Senere i 2025 forventes en engelsk version at blive tilgængelig, så endnu flere familier kan få gavn af indholdet.

Den nye hjemmeside erstatter www.ammeassistenten.dk og lanceres officielt ved Sundhedsstyrelsens online konference den 6. marts. Den Første Tid er udviklet med et forbedret design og øget brugervenlighed, herunder en ny søgefunktion. Derudover indeholder hjemmesiden opdaterede videoer med nyfødte og spædbørn, takket være samarbejde med barselsafdelingerne på Herlev Hospital og OUH/Svendborg Sygehus samt sundhedsplejersker, der har formidlet kontakt til familierne.
Vi glæder os til at dele Den Første Tid med jer!

 

Sundhedsstyrelsen inviterer til webinar om amning den 6. marts 2025

Den sundeste ernæring for det nyfødte barn er modermælk, og amning har betydning for en lang række helbredsmæssige forhold hos både mor og barn. Både på kort og på lang sigt. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at spædbørn ammes fuldt, til de er omkring 6 måneder, men antallet af kvinder, der ammer fuldt, er let faldende i Danmark.
Sundhedsstyrelsen inviterer på den baggrund til webinaret ”Hvordan kan vi beskytte, fremme og støtte amning i Danmark? – fokus på barrierer og potentialer”.

Læs mere om indhold og tilmelding

 

Nordisk Ammekonference 2025

Nordisk Ammekonference afholdes den 25.-26. september 2025 i Uppsala i Sverige. Deadline for indsendelse af abstracts er 27. februar 2025.

Find mere information på hjemmesiden 11th Nordic Breastfeeding Conference.

 

Ny dansk forskningsartikel om betydningen af graviditetsbesøg

Som en del af projektet Amning – en god start sammen har forsker Anne Kirstine Gadeberg m.fl. undersøgt, hvilken betydning et graviditetsbesøg af en sundhedsplejerske har for ammevejledningen.
Studiet viser, at et graviditetsbesøg skaber en tidlig, tillidsfuld relation mellem forældre og sundhedsplejersken, hvilket styrker ammevejledningen på flere måder på tværs af socioøkonomiske grupper. Forældrene oplevede blandt andet en mere ligeværdig relation og var hurtigere til at søge hjælp, hvis de stødte på udfordringer med amningen. Resultaterne indikerer at graviditetsbesøget kan fremme amning blandt unge- og kortuddannede forældre og bidrage til at mindske den sociale ulighed i amning.

Læs mere om undersøgelsens resultater i forskningsartiklen: Establishing trust through home visits during pregnancy: a realist evaluation of a Danish breastfeeding support intervention af Gadeberg AK, Nilsson IMS, Christensen U, Jacobsen MH, Rossau HK, Villadsen SF. Arch Public Health. 2025 Jan 13;83(1):9.